tirsdag den 31. maj 2011

Mysteriet om den forsvundne brudekjole

Da jeg for 20 år siden, blev gift med min første mand, havde jeg en fin brudekjole med bla små puf-ærmer. En lang kjole, - hvor tit har man det på! Det var så dejligt at danse rundt i den, og mærke kjolen og skørtet mod min bare ben og ankler.

Efter brylluppet blev kjolen pakket ned i en gammel kuffert. Og lagt i kælderen.

Der lå den mange år.

Da vi blev skilt, og jeg flyttede, tog jeg kufferten med til min nye kælder.

Jeg fandt min nuværende mand, og flyttede igen kufferten med til min nye kælder.

En aften fandt jeg kufferten i min søgen efter et eller andet, jeg tog kufferten med op, for at vise min børn (med mn eks-mand) min fine brudekjole!

Jeg lynede kufferten op, og ud tog jeg .............en brudekjole som jeg ALDRIG havde set før!!

Forvirringen var MEGET stor....den var str. 38/40, og det kunne jeg i hvert fald ikke passe, da jeg blev gift, selvom jeg var ung og smækker-lækker!

Jeg ringede til min eks, som stadig har alle mine billeder. Han fandt bryllupsbillederne frem, og jeg sendte ham et billede af den kjole, der lå i kufferten.

Han gav mig ret i, at det bestemt ikke var min kjole!

Var det mon hans mors brudekjole? Nej overhovedet ikke!

Så der stod jeg med en fin lille brudekjole, som jeg ikke kendte til.

Jeg tænkte og tænkte....hvordan var den brudekjole kommet ned i min kuffert, og hvor i alverden var MIN brudekjole henne???

Og jeg tænker stadigvæk!

Mysteriet er ikke løst...jeg har ingen anelse om, hvor min kjole er blevet af!! Og det finder jeg aldrig ud af!

Og den anden kjole solgte jeg på loppemarked til 100 kr.

Meget meget mystisk...hvordan i alverden kan sådan noget ske??!!

Lene

mandag den 30. maj 2011

Jeg har modtaget en udfordring...

og selvfølgelig tager jeg den op.

Heidi, som har bloggen Solpletten, har givet mig en slags udfordring. Hun skrev til mig igår, at hun venter spændt på, at jeg laver en taske i ringe fra dåser. Tænk det vidste jeg slet ikke, at jeg havde lyst til!!

Men okay, jeg tager udfordringen op.

Nu skal jeg bare lige samle nogle ?? Ja, jeg ved faktisk ikke, hvad man kalder dem...


Tja, det kommer nok til at tage lidt tid.

Og Heidi har lovet at sende mig nogle links, så jeg kan se, hvad hun egentlig taler om.

Mens vi venter på links, og på at jeg skal få samlet nok "dimser", synes jeg, du skal smutte en tur over og hilse på Heidi.

Lene

Mine tre dejlige børn

Alle mine tre dejlig børn har været hjemme i weekenden

Her er beviset


Lene

søndag den 29. maj 2011

Vinderen er....

Så er der fundet en vinder i min give away.

Lodderne blev lagt i en lille skål, og yngste sønnen trak en vinder.


Tillykke til Susanne med bloggen SUSANNE's sager, og velkommen som fast læser her

Send mig din adresse og håndledsmål (jeg har armbåndet i 2 størrelser), så går jeg på posthuset imorgen.

Tak til I andre, som deltog i min første Give away.

Hold øje med min blog,  - i løbet af næste uge kommer der en ny Give away.

Jeg kan allerede nu afsløre, at der vil være 2 vindere, og jeg har hæklet noget og syet noget ud af gammelt gummi....

Lene

lørdag den 28. maj 2011

Give away trækkes imorgen!

Skal du ikke nå at være med i min Give away?

Jeg trækker den i morgen formiddag.

Jeg får yngste sønnen til at trække vinderen.

Følg linket ude til højre

Lene

Plantefarvernes marked

Idag vil jeg gå en tur over på den anden side af vejen til det her marked.

Jeg var derovre sidste år, og det var det mest utrolig ting udstillerne havde lavet!

Træskåle, keramik ting bla knapper, gummismykker og meget mere.

Jeg købte noget garn, som to damer selv havde stået og farvet. Utrolig som plantefarverne skiftede farve efterhånden, som de dyppede flere bundter garn i det...fra rød til svag lyserød.


Jeg købte de her 3 nøgler uldgarn sidste år,
men som du kan se, har jeg stadig ikke brugt garnet.
Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal bruge det til.

Jeg synes, det var spændende at stå og se på. Min datter var knap så interesseret.

Så idag vil jeg gå en tur derover alene.....med mindre jeg kan lokke en eller anden med derover...

Lene

fredag den 27. maj 2011

Store Hamas perler - skåle

Breaking News.....Jeg var en tur i Panduro hobby idag, og de havde lavet en stor MEGET flot og robust skål af store Hamas perler.

Jeg ved, at mange i blogland har været i tvivl, om de kunne bruges.

Men det kan de altså godt...flot resultat. Men jeg var for genert til at spørge om jeg måtte tage et billede af den....

Lene

Lydbog

Idag bliver en travl dag. Jeg kommer til at køre en del rundt, - Herlev, Høje Taastrup, Køge og Greve.

Men det er helt okay!

Jeg har nemlig købt min første lydbog...Tyskerungen af Camilla Läckberg, som jeg har bestemt udelukkende at høre i bilen.

Men der er 17 timers historie, så det kræver en del kørende rundt, inden jeg får hørt den bog!

Mine naboer synes vist, at jeg er lidt underlig, for jeg skal som regel lige høre kapitlet færdigt, inden jeg står ud af bilen.

Lene

torsdag den 26. maj 2011

Scones - opskrift

Jeg har fået et meget nært forhold til Julio, min røde kitchen aid, mens jeg har gået hjemme.

Der går næsten ikke en dag uden at vi finder på noget at lave sammen.

Og i mandags, mens den ældste søn var til spørgetime i matematik, bagte Julio og jeg scones.

Idag synes jeg, du skal have opskriften, for de er så nemme at bage. Der skal ikke gær i, så som regel har man i få ting, der skal bruges i huset.



Scones

500 g mel
1 spsk bagepulver
150 g smør eller margarine
1 spsk sukker
½ tsk kardemomme
1 æg
2 dl mælk

Bland mel og bagepulver, og smuldre smørret heri. Dette kan sagtens gøres i Julio.

Tilsæt sukker og kardemomme. Og derefter ægget og mælken.

Vupti, dejen er færdig.

Rulles ud til ca. 1½ cm tykkelse, og udstikkes med et glas som er ca. 6 cm i diameter. Det tager jeg ikke så nøje!

Rids et kryds midt på hver scones og pensl med æg eller mælk.

Bages ved 255 grader i 15 min.

Og nu til det svære!!! Lad dem KØLE lidt før du sætter tænderne i dem...det er svært for hele køkkenet dufter nu af varme scones.

Smør er jo godt på, men det er lemon curd altså også!

God fornøjelse

Lene

onsdag den 25. maj 2011

Hæklet grydelapper - børnetøj

Som tidligere nævnt er min svigermor meget dygtig til at hækle!

Hun hækler gerne en dug på nål nr. 2! Det bliver utrolig flot, men det er faktisk ikke det, jeg vil vise idag.

I øjeblikket hækler svigermor nemlig grydelapper!

De sødeste grydelapper, som ligner børnetøj!


Hun havde set billedet af disse bukse-grydelapper, og har selv fundet på opskriften, imens hun har hæklet. Jeg synes faktisk, at hun har ramt dem meget præcis!

Her samme model, dog uden flæsekant


men med pynte-bånd i buskebenene
(bemærk den hæklede dug, som har sneget sig med på billedet, - fin ikk?)



Igen samme grydelap med med en anden farve pyntebånd.
Dette var silkebånd, men de var for "levende", og blev udskiftet med ovenstående fløjlsbånd.


Her små yndige kjoler, - er de ikke bare søde?

Og til sidst lidt mere "almindelige" grydelapper


Jamen, jeg skrev jo, at min svigermor er utrolig dygtig til at hækle!

Lene

tirsdag den 24. maj 2011

Ovnbagt laks - opskrift fra Vingummi-manden

Hver onsdag kommer der en fiskebil og parkerer her i nærheden.

Fiskehandleren deler de små vingummi-poser, når daginstitituioner med børn handler hos ham. Derfor kalder de ham Vingummi-manden!

Jeg var forbi i onsdags, og købte en helt side laks for 149 kr.! Uden barn og fik ikke nogen vingummier..

Her får du opskriften på ovnbagt laks, som Vingummi-manden gav mig den:

Tænd ovnen på 200 grader...ikke varmluft, almindelig ovn!

Læg to stykker sølvpapir ovenpå hinanden, og fold en hank i hver ende, så laksen er lige til at stille på bordet uden opvask bagefter. Skindet bliver siddende på sølvpapiret, og det er meget nemt at have med at gøre.

Fold sølvpapiret op langs kanten, så du danner et fad....det var så den svære del af opskriften!


Pres en halv citron ud over laksen, og skær den anden halvdel ud i skiver og læg ovenpå laksen. (Jeg har ladet min kreative hjernehalvdel råde, og også lagt dild ovenpå)

Salt og peber.

18 min i ovnen......ATTEN minutter....som han sagde: "IKKE 20 minutter, - 18 minutter, så er den perfekt!"

Jeg serverede asparges, hollandaisesove og kartofler til.

Det smagte fantastisk....men næste gang giver jeg den nok 20 minutter.

Lene

mandag den 23. maj 2011

Blog kun med Give away's

Har du set den her blog?


Helle fra Bagsværd...det er jo lige i nærheden....har samlet rigtig mange Give away's her.

Det er da genialt at få det hele samlet et sted. 

Ja, jagten på give away's forsvinder, men man kan jo følge med i hvornår de forskellige udloddes. Og få et hurtigt overblik over alle de dejlige ting, som foræres væk.

Jeg tror lige, jeg skal se, om der er noget godt jeg har overset.....

Lene

Flyv op imod himlen og bed om dejligt vejr

Du tænker måske: "Jamen Lene, hvad hæklede du, da du sad i 2 timer på en legeplads?"

Her får du en ledetråd, og NEJ det er ikke en Ib Schønberg dukke!!!


Det er sådan en dejlig sang.


Men da min datter for 21 år siden lå i min mave, sang jeg altid Mariehønen Evigglad for hende. Da hun var født, kunne jeg berolige hende ved at synge Evigglad for hende.

Derfor har hun og jeg noget med mariehøns.

Og for laaang tid siden lovede jeg hende at hækle en mariehøne.

Nu står den så her, og venter på at hun kommer og henter den.



Lidt skeløjet men temmelig sød.

Hæ hæ sidder lige og tænker på, at den kunne være sød med langt hår......

Lene

søndag den 22. maj 2011

"Lånt" plante og rå-hygge

Prøv lige at se planten min mor og jeg plantede

Sådan så den ud mandag, da vi havde fået den plantet i mit bed



Og så nu!

Den kan da helt sikkert godt lide at være her...måske er der noget om alt det de forskellige bedstemødre sagde om .....skal vi ikke bare kalde dem "lånte aflægger".

Igår havde jeg på "Ama'er halshug" lovet at gå med på en legeplads i nærheden.

Problemet bestod i, at min søn gerne selv må gå over på den legeplads, men hans kammerat må ikke gå så langt væk for sin mor....og nu ville de jo gerne derover, så jeg måtte gå med!

Så jeg pakkede hækletøjet og sad i 2 timer lige midt i solen og hæklede, mens drengene legede. Og jeg nød det....fred og ro og sol.

En af pigerne fra klassen bor lige ved siden af, så hun kom ud og legede. Hendes far stak dem en is, og det blev jeg nødt til at tage et billede af, for de så søde ud, mens de sludrede og spiste is


Det er store emner, som tages op, når man
sludrer og er 7 år, så jeg blandede mig ikke.

Senere legede de en leg, hvor pigen råbte: "Jeg elsker dig" og løb efter drengene.....jeg blandede mig stadig ikke.


Lene

lørdag den 21. maj 2011

Hjemmelavet hæklet øreringe


Nej det er faktisk snyd...jeg har ikke lavet de her øreringe. Jeg så dem i en butik på min Strøgtur med en tidligere kollega.


Men jeg tænker, hvor svært kan det være??

Købe nogle af de runde øreringe, trække nogle perler på garnet, sno garnet omkring øreringen og hækle nogle fastmasker, hvor perlerne hækles med.

Jamen det kan da ikke være så svært...jeg må prøve det en dag.

De må på min to-do liste....

Jeg så også denne lille toilettaske...jeg har ikke forstand på at lave en taske med det "lukke-tøj". Men den var faktisk rigtig rigtig sød. Kan den være svær at lave?


Lene

Give away hos Marlene

Prøv lige at smutte rundt om Marlene, og se hvad hun udlodder i hendes give away.



Du kan stadig nå at være med.

Lene

fredag den 20. maj 2011

Flot Give Away

Jeg har fået min datter til at stå model, så I kan få en idé om, hvordan det udloddet pyntetørklæde ser ud.


Her sat sammen med en lang halskæde

Lene

En snegl på vejen er tegn på regn

i Spanien....



Men nej, denne dag var det "i Herlev".

Det var i lørdags....det øsede ned og sneglene kom frem ude i min lille gårdhave.


Jeg ved ikke, om de gør nogen skade, men jeg kunne da godt se, at der var mange, men de får lov til at være der.

Mn yngste søn havde åbenbart rørt ved nogen af dem, og han kunne malende beskrive, hvor slimede de var.

Han vaskede sine hænder mange gange, for de stank da han kom ind, og han kunne endda selv lugte det, og når man kan det som 7 årig, så er den altså helt gal!

Lene

torsdag den 19. maj 2011

Hamas Perle skåle

I søndags fandt yngste sønnen alle vores rørperler frem.

Vi har over 20.000 perler, og hvad i alverden skal vi bruge dem til!

Men jeg havde set hos Kirkeby hvordan man smelter perler til skåle, så det måtte vi prøve!



Vi fulgte Marias DIY, og når de var afkølet lidt, kunne vi nemt "smutte" perlerne ud af skålen med spidsen af en kniv.

Det var super nemt, og vi fik lavet nogle fine skåle.


Min kære mand spurgte, hvad vi havde tænkt at bruge dem til?

Ingenting....men de er fine og vi fik brugt nogle af perlerne!

Frem for alt så hyggede vi os, mens vi lavede dem.

Vi får os nogle gode snakke om alt muligt, når vi sidder og nusser med sådan noget.

Lene

onsdag den 18. maj 2011

Gammel-kollega-møde

Igår havde jeg en rigtig dejlig dag.

Jeg mødtes med 2 tidligere kolleger.

Den ene, som nu er min veninde, og den anden, en fyr, som vi arbejdede sammen med i omkring 5 år.

Vi talte og grinede og fortalte historier og sladder og meget mere i 6 timer!

Nogle af historierne var helt nye og chokerende, andre bare total morsomme, så jeg fik ondt i maven af grin.

Det er sådan en dag, som gør mig glad i mange dage.

Og det gør mig oprigtig glad at høre og se, hvor glade og tilfredse de er for deres nye jobs.

Det giver mig troen på, at jeg nok skal finde noget!

Tusind tak for, at I løftede mit humør op, hvor det skal være.

Lene

tirsdag den 17. maj 2011

Utroligt hvad en overskrift kan gøre

Igår var min overskrift jo Mission completed, - det har bevirket, at min blog er blevet set af 214 amerikanere igår hi hi.

De er da blevet skuffet over at være kommet ind på en dansk side, med et indlæg med et billede af en grøn plante.

Lene

Søde ord

Min yngste er jo begyndt at læse. De træner ord med systemet Søde ord.

Det er genialt!

Jeg er sikker på, at hvis vi havde haft det til min ældste søn, så havde han ikke haft læseproblemer.

Han og jeg har kæmpet os igennem folkeskolen med diverse læseredskaber, og det går faktisk rigtig godt nu. Det kræver nemlig en stædig mor/forælder at få den hjælp man har krav på.

Da dansklæreren blev træt af mig, så ringede jeg direkte til skoleinspektøren! Og han sagde: "Jamen, hvis du ikke kæmpede for din søn, hvem skulle så!"

For 1½ år siden sendte jeg ham på en uges StaveLæse Camp hos +Camp. De bruger metoden, som i tv-programmerne: Plan B og Skolen - verdensklasse på 100 dage. De programmer kan folk som regel huske, og nej det var ikke fusk! Det virker virkeligt sådan!

Han kom hjem efter en uge, som en ekstrem bedre læsere, havde fået styr på det sidste grammatik og havde læse det der svarer til 3 bøger....på en uge!! Han havde aldrig før læst én bog!

Det var utroligt, og kan virkelig anbefales!

Men tilbage til Søde ord....det er en fornøjelse at sidde med et system, som virker og en 7 årig, der langsomt kan læse flere og flere ord.

Jeg er SÅ stolt af mine to sønner....ja også min datter selvfølgelig! Hun læser nemlig til pædagog.

Åh ja, og så skal min ældste søn på HF efter sommerferien.

Lene

mandag den 16. maj 2011

Mission completed!

Nu har vi været ude på stien bag huset og med stort møje og besvær fået halvdelen af planten op.
Mens vi gravede og hakkede, for det var én stor hård rod, stod vi og hviskede til hinanden..."det går ikke" "Kommer der nogen" "Hak lige her" osv.

Jeg ved ikke, hvorfor vi hviskede, men det var faktisk lidt morsomt.

Den eneste, som så os, var en ældre mand og hans puddelhund...."Hardt arbejde", sagde han da han gik forbi.

Men nu står planten hos mig!



Lene

Visit

Jeg har haft travlt med at hækle karklude.

Jeg har været i Søstrene Grene og købe garn. De har pt bomuldsgarn i skønne farver.

Jeg valgte farver i blå grønne toner. Og jeg har hæklet karklude.

Idag kommer min mor på besøg. Hun skal have 2 af dem, hvis hun er interesseret.
Vi skal ordne lidt have, og spise frokost.
Jeg har alt klar til at smække en porre/bacon tærte sammen.
Vi skal hen til nabo-huset, som pt står tomt.....udenfor på stien (det er jo nærmest IKKE naboens) står der en plante, som hvert år vokser sig kæmpe stor, for derefter at visne i vinteren....den vil jeg gerne have et par skud af til min have.....jamen der bor jo ikke nogen....den tilhører jo ikke nogen.....det er da ikke at stjæle!
Jeg får min mor til at gøre det......

Lene

søndag den 15. maj 2011

Søndag jubii....

Søndagen er skudt igang!

Den yngste er stået op, og jeg kan høre ham sidde nede i stuen og synge.

Efter jeg er blevet arbejdsløs, har Jeg lavet den aftale med mig selv, at jeg ikke går ned før jeg har været i bad mm.

Jeg er bange for at komme ind i en ond cirkel med at daske rundt i nattøj, indtil drengene kommer hjem fra skole. Så jeg har den aftale med mig selv!

Og den gælder også om søndagen!

Som arbejdsløs kan jeg blive helt fortvivlet over at der ikke er forskel på weekend og hverdag...

Igår tænkte jeg et kort øjeblik: Jubii søndag imorgen....men det bliver hurtig afløst af: Nåh ja...

Jeg kan godt mærke, at jeg trænger til at komme ud og lave noget!

Lene

lørdag den 14. maj 2011

Har du set....

at jeg har gang i en Give away? Se den her

at jeg har en præsentation af TingOgTanker på Blogkvinder 40+? Se den her

Lene

fredag den 13. maj 2011

Karklud

Jeg har hæklet mig en karklud efter en opskrift, jeg fandt på Søstrene Grenes hjemmeside.


Det tog mig mindst 5 timer at gennemskue bølgemønstret, men jeg er jo kendt for at være lidt stædig, så jeg fandt ud af det til sidst.

Men jeg har nok trevlet cirka 3 karklude om i alt.


Jeg er ganske godt tilfreds, og den fungerer efter hensigten, selvom den er lidt tyndere end en købt karklud.

Lene

torsdag den 12. maj 2011

Sejt armbånd

Jeg har lavet et armbånd til mig selv...i min størrelse håndled = xl håndled.


Jeg har lavet det af et stykke gummi fra en lastbil.

Lene

onsdag den 11. maj 2011

Kontrol af min hørelse

Jeg har nu været 2 gange på Gentofte sygehus for at få kontrolleret min hørelse.

Den første undersøgelse viser, at jeg hører normalt, dog er der en tone jeg ikke kan høre på venstre øre. Jeg ved af gode grunde ikke hvilken lyd, - for jeg kan ikke høre den...

Igår var jeg til endnu en kontrol, fordi jeg hører en hyletone i højre øre.

De skulle kontrollere, om min hjerne registrerede lyde fra henholdvis højre og venstre øre lige hurtigt!

Så jeg fik små dimser klistret i ansigtet, som blev sat til en pc, og så skulle jeg ellers bare ligge stille på en briks med lyset slukket, så min hjerne blev påvirket så lidt som muligt.

Hmm ligge stille på en blød briks med hovedpude og tæppe over mig, - jeps jeg faldt vist i søvn, for lyset var godt nok skarpt, da hun tændte for det igen!

Nu får jeg svar på testen om 14 dage. Interessant.

Lene

tirsdag den 10. maj 2011

Skide grimme børn

Den yngste søn og jeg talte om at adoptere og bortadoptere børn igår.

Det er underligt for en 7 årig, at en mor kan bortadoptere sit barn, men pludselig kom han frem til, at det må være de "skide grimme børn med bumser", som bortadopteres.

Jeg brød sammen af grin.

Lene

Madprogrammer

Hvis der er en ting, jeg godt kan lide at se i tv, så er det altså madprogrammer!

Og nu har min mand sørget for, at jeg har 2 nye programmer på den HD boks vi har....BBC Travel and living og BBC Lifestyle.

Begge med madprogrammer, - pt om Jon og Kate som har fået 8-linger. Og de havde 2 i forvejen...forestil dig at have 10 børn!!

Om en time kommer der kageprogram....jamen altså livet som arbejdsløs er faktisk rigtig godt.

Jeg må først lige tvinge mig selv ud i min lille gårdhave og fjerne lidt ukrudt.

Arbejde lidt og så se lidt tv og hækle....

Lene

mandag den 9. maj 2011

Give away

Så fik jeg lavet min første Give away færdig!

Igår rundede jeg 10.000 visninger af min blog, og det skal fejres!
Jeg har hæklet et langt pynte-tørklæde. Det er 210 cm langt og 4,5 cm bredt.

Dertil har jeg lavet et armbånd af et stykke trillebør-slange med en hæklet kant af samme garn som tørklædet, og en matchende perler.


Jeg håber, I kan lide det.


Reglerne er de samme som andres Give away:

1 lod for at melde sig som fast læser til min blog.
1 lod for at lægge en kommentar.
1 lod for et link på jeres blog.
Så hvis du vil deltage, skal du lægge en kommentar og fortælle, hvor mange lodder du deltager med.

MEN:
I faste læsere, som jeg har lige nu, hvor jeg skriver dette, får alle 1 ekstra lod, hvis I vil deltage. Husk at skrive det i din kommentar. I kan altså nå op på i alt 4 lod!

Uden mine faste læsere havde jeg nok ikke gidet skrive  næsten  hver dag, men jeg ved jo, at i hvert fald nogen af jer sidder og venter på, at jeg finder på noget at skrive. Og det gør jeg meget gerne :-)

Tusind tak for jeres opbakning og kommentarer.

Vinderen bliver trukket den 29. maj.

Lene

søndag den 8. maj 2011

Min krop gør ondt..

Igår sprang jeg over med at skrive blog. Undskyld!
Jeg havde fredag aften været ude og hjælpe til ved et guldbryllup. 7 timer uden at sidde ned! Det er meget for en arbejdsløs hi hi
Gæsterne skulle selv sørge for at bære mad i, tallerkner ud mm, så jeg skulle "kun" hjælpe kokken og vaske op.
Det var hårdt! Rigtig hårdt!

46 gæster til 3 retter mad = 3 glas til hver + et velkomst-glas....ja, det var mange glas! Og selvfølgelig tallerkner og bestik. Men det var nemt i opvaskemaskinen....desværre var det ikke god til glas!

De sidste glas

Pyt jeg fik det klaret.

Men min krop var træt og øm hele lørdagen, øm er den sådan set stadig.

Min krop ville gerne være blevet liggende i min seng, men et varmt bad fik lidt liv i min krop!

Idag vil jeg gøre min første Give away færdig. Det bliver ikke en taske, - den vil pt ikke arbejde sammen med mig! Men en idé dukkede op i mit hoved...jeg skal bare lige finde en knap.....hvor var det nu jeg lagde dem....

Lene

fredag den 6. maj 2011

Blogtræf - hvor?

Jeg læser om så mange, der har været til hyggelige blogtræf.

Og jeg kunne så godt tænke mig også at komme til sådan et!

Men jeg bor jo på Sjælland, og jeg synes, at alle blogtræf jeg læser om, enten er på Fyn eller i Jylland. Jeg har overvejet at melde mig til et i Jylland...jeg skulle nok kunne finde et sted at overnatte, tror jeg...

Men der må da være blogtræf på Sjælland, eller er det kun i Jylland, at man afholder sådan noget?

Eller strikke/hækle klubber, - hvorfor findes sådan noget ikke på Sjælland?

Måske det bare er mig, som går med skyklapper på?

Lene

torsdag den 5. maj 2011

Omaha Beach - et sted som skal opleves!

I sommeren 2009 var vi bla i Paris.
På vejen hjem ville min mand gerne omkring Omaha Beach, som ligger i Normandiet og er den strand, hvor amerikanerne gik i land den 6. juni 1944. Filmen Saving Private Ryan har bla en voldsom scene omkring denne langgang.

Tyskerne lå klar i det bakkede område, og det blev derfor den blodigste langgang for amerikanerne på D-dag.

Der er nu lavet en kirkegård for de 9.387 dræbte amerikanere, og et mindemærke for de 1.557 savnede/uidentificeret.


Da jeg så dette billede, gik det op for mig, hvor kæmpe stort et område det er, for da vi gik rundt, så vi kun en brøkdel af kirkegården.

Der hersker en stilhed og en tristhed over stedet, for der er kors og stjerner i lange snorlige baner.


Man går og går og går mellem alle korsene og læser navne og datoer på alle de mænd, som er blevet dræbt på stranden. Og man bliver meget berørt af at være der.

Jeg blev trist, men samtidig også taknemlig over at de disse mennesker har kæmpet for en bedre verden.

Da vi skulle til at gå derfra, overhørte min mand en ældre mand og hans kone tale sammen. De var amerikanere, og hun spurgte, om de skulle gå op og se mindesmærket.

Men han svarede: "It doesn't matter, - I was here when it really mattered" (Oversat: Det betyder ikke noget, - jeg var her da det virkelig betød noget)

Det gav gåsehud. Og vi blev endnu mere påvirket af området.

Det var virkelig et besøg værd, og også godt for sønnerne at se.
Lene

onsdag den 4. maj 2011

Endnu en edderkop

Igår kiggede jeg jo vores billeder igennem fra vores Paris tur i sommeren 2009.

Vi var også i Holland, og camperede et par steder i Frankrig.

Et sted, hvor vi holdt frokostpause, og havde købt baguette og pålæg, så vi denne edderkop!


Nej jeg slog den ikke ihjel...det var da jo ingen grund til!

Den kravlede stille og roligt rundt i græsset et stykke fra os.

Og ærligt talt, så tror jeg ikke, jeg havde turde slå den ihjel!!

Lene

tirsdag den 3. maj 2011

Vil du med til Paris?

Skal vi ikke tage en tur til Paris gennem mit digital-kamera?

Lad os starte med at se på Triumfbuen


Drabelige kampe udspiller sig på siderne af Triumbuen

Der er da gang i den


Da vi gik ned langs Seinen, opdagede jeg pludselig en hest på et tag, - den står mellem træerne ude til højre!
Jeg stod lidt og holdt øje med den, men det er altså ikke en levende hest. Men forestil dig at have sådan en stående i din have eller på din altan!


Gadelygterne er som i andre byer utrolig smukke


Nogen noget større end andre!



Her er der igen det drage-agtige ansigt, som jeg også har bemærket i London.
Jeg bliver nødt til at undersøge det en dag!

Og pludselig så jeg denne dame/dronning på en bro....jamen jeg kunne jo selv have siddet model her!


 Først bemærkede jeg faktisk ikke dette stykke kunst, men pludselig var der en del vand på fortovet, og det kom altså herfra.
Helt utrolig smuk vandpost!


Sainte Chapelle er en meget gammel kirke,
som jeg stædigt holdt ved, at jeg ville ind i trods en kø.

Og hvilken skønhed man bliver mødt af indvendig!

Alle vinduer er kæmpestore mosaik-vinduer, bestående af små bitte stykker farvet glas. Det er helt utroligt!

Og lad os slutte af med en rigtig god fransk pandekage, med nutella.


Jeg håber du nød turen.

Lene

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...