mandag den 28. januar 2013

Genbrug af tomme dåser

Ja, det er jo ikke noge nyt at genbruge tomme dåser til krydderurter.

Men midt i aftensmad tilberedningen igår aftes, faldt mit blik på nogle tomme dåser jeg havde gemt, og nogle persille-rester jeg prøver at få lidt mere ud af.

Så frem med en stribet tape fra Tiger og maskingtape fra USA.

 
Jeg synes selv, de blev meget søde.
 
Nu skal jeg bare huske at vande dem....
 
Lene

søndag den 27. januar 2013

En skæv tandlæge

I husker nok, at jeg er en anelse pernitten, om hvordan ting skal stå

Og jeg har det åbenbart ikke fra fremmed. En dag min mor og jeg sad og talte ved et bord, flyttede jeg lige lidt på lysene efter et stykke tid, hvor jeg havde diskuteret med mig selv, om jeg skulle gøre det eller ej. I forstår nok, at de skal jo ikke stå på hver sin side af en plante, men sammen...lidt på skrå...

Men så var det, at min mor med et lettelses suk sagde: "Tak. Det var bedre."

Ja ja jo...så ved man jo, at man ikke er tosset....altså ikke mere end ens egen mor....

Og forleden dag, da jeg sætte mig i tandlægestolen, sagde jeg uden diskussioner med mig selv: "Det hænger da piv skævt det ur!" Det fløj bare ud af mig.

Lene

torsdag den 24. januar 2013

Hæklet huer til ældrecentret

Så har jeg igen været i gang med at hækle huer til ældrecentret i Hørsholm.

Jeg er spændt på, om de kan få dem solgt.

Baskerhue
 
Pompom er stadig under overvejelse.
Den får min mor løst med,
så kan damerne selv finde ud af om den skal på.


Helt almindelig hue,
som var meget kedelig,
indtil jeg fik ideen med at sætte
en pompom i siden.
 
Lene

onsdag den 23. januar 2013

Fredagens menu - en gammel traver

Jeg skylder at fortælle, hvad jeg endte med at servere for familien fredag aften, hvor jeg efterlyste mad forslag.
 
Tak for de gode forslag. Der er bestemt noget at tænke over!
 
Men jeg fandt en gammel "traver" frem.
 
En ret, jeg har klippet ud af et blad, mens jeg boede hjemme. Jeg flyttede hjemmefra for 38 år siden...så den er da vist ved at være antik....
 
 
Nederst ligger der kartofler skåret i skiver, dem hældte jeg lidt fløde over.
 
Ovenpå ligger der hakket oksekød, svitses, med paprika, salt og peber, - og en bouillon terning som smeltet i væden fra kødet.
 
Øverst ligger en god champignon-stuvning.
 
Læg sølvpapir over.
 
Sættes i ovnen i ½ time ved 185 grader.
 
Tag sølvpapiret af, og giv den endnu ½ time ved 185 grader.
 
Klar til at servere, - gerne med persille over.
 
Mums.
 
Lene
 
Forresten: I går var manden ikke hjemme, og jeg lavede en rigtig børne-middag.
 
Ikke noget der faldt i god jord hos en snart 19 årig søn...men den yngste var glad. Og jeg vil godt have lov til at indsparke, at det ALDRIG er sket før, men:
 
Risengrød, pandekager med syltetøj og sukker, - og til dessert: chokoladekage.
 
Fuldstændig sindsyg ide...men jeg tænker på, at den menu ville være et hit til en børnefødselsdag.

fredag den 18. januar 2013

Mad-ideer ønskes

Hvad skal I have at spise i aften??

Jeg mangler nogle ideer.

Det skal være billigt og ikke kylling.

Lene

torsdag den 17. januar 2013

Hvor er du fra?

Jeg samler tråden op fra Anne, og fortæller lidt ekstra om mig selv.

Jeg er født i Rungsted Kyst på Bolbrovej. Da jeg var et par år, flyttede vi til Hedensted i Jylland, hvor min far skulle være bestyrer i en farvehandel.

Da jeg skulle starte i skole, flyttede vi tilbage til Rungsted Kyst. Og der blev jeg boende, indtil jeg mødte min første mand, som boede i Greve, hvor jeg flyttede ned.

Vi fik to børn, og da vi flyttede fra hinanden, blev jeg boende i Greve.

Men da jeg så mødte min nuværende mand, flyttede jeg med børnene til Herlev...efter mange lange overvejelser. De skulle jo skifte skole og kammerater.

Men det er gået rigtig godt. Og vi bor stadig i Herlev. Det er jo første gang, at jeg ikke bor tæt på vandet, og efter 10 år savner jeg stadig vandet.

Min svigerinde har en gang sagt om mig, at jeg er ligeglad hvor jeg bor, - bare jeg bor sammen med dem jeg elsker. Og det har hun faktisk ret i. Så undværer jeg hellere vandet.

Vil du lade legen gå videre og fortælle, hvor du bor?

Lene

mandag den 14. januar 2013

Smukke Lene

Da jeg forlod et fodboldstævne igår, råbte en, for mig ukendt mand, efter mig (det viser sig at han spiller fodbold med min mand):

"Du er så smuk. Din mand er heldig"

Jamen altså...så må man gerne råbe af mig!

Det lever jeg da stadig højt på.

Snart 48 år og endelig råber mændene efter mig.

Lene

lørdag den 12. januar 2013

Tyrkisk håndarbejde

 
Jeg har en kollega, som stammer fra Tyrkiet. Hun har hæklet det her lille gæstehåndeklæde til mig. 
 
 
Det er en vaskeklud, som hun har hæklet en kant rundt, og hæklet "klappen" på forklædet med mønster og det hele.
 
 
Jeg ved ikke hvilken hæklenål, hun har brugt, men den er dælme lille!!!
 
Selv det røde bånd som er flettet ind i den hvide, har hun hæklet.
 
 
Jeg synes det er et utrolig fint håndværk. Og NEJ man må ikke benytte mit gæstehåndklæde, - det er kun til pynt.
 
Lene
 

fredag den 11. januar 2013

Lidt om min far

Jeg har tidligere skrevet om min far.

Jeg synes lige, at I skal vide, at han i oktober måned faldt og brækkede hoften. Han lå på et nyt men elendigt genoptræningscenter. Gad han ikke træne, slap han...så lærer man jo ikke noget!

Efter nogle uger kom han hjem, overtog soveværelset med hospitalsseng, toiletstol mm. Og min seje mor måtte flytte ind i syrummet.

Han lå i sengen i 5-6 uger, indtil min mor sammen med sygeplejersken besluttede, at nu var det tid til plejehjem.

I onsdags kom min far på plejehjem. Det er jeg overbevist om, er det rigtige valg.

Han er allerede ude af sengen mange timer om dagen. Men han er træt i ryggen og nakken, og det er jo klart. Musklerne er svundet ind. Nu skal han til at træne.

Og personalet er fantastiske. Søde, venlige, omsorgsfulde, forstående og lyttende.

Hurra for Breelteparken i Hørsholm.

Lene

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...