torsdag den 11. oktober 2018

På gyngende grund


I går morges så jeg en pige flyve.


Hendes lange mørke hår fløj rundt om hovedet på hende, og jeg kunne ikke se hendes ansigt.

Kun hendes lange mørke hår. Ingen hestehale og hårelastikker, - bare løst hår som fløj rundt om pigens ansigt.


Men jeg kunne se, at hun var koncentreret. Koncentreret om at komme højere og højere op mod himlen.


Selvom jeg ikke kunne se hendes ansigt, kunne jeg se, at hun smilede bag det koncentreret ansigt.

Hun var glad for at flyve så højt op. Og få vinden i håret. Hun var helt alene helt deroppe mellem skyerne. Og kiggede ned på alle de andre børn.


Jeg tænkte på, da jeg var en pige, som fløj mellem skyerne.


Mit hår var langt og guldfarvet. Ikke mørkt som pigens. Men det fløj også rundt om mit hoved, når jeg fløj rundt helt deroppe. Nogen gange lå alt mit hår ned foran mit ansigt, og andre gange var alt mit hår oppe i luften.

Jeg tænkte på, hvornår jeg skulle lande, - og om jeg nogensinde i hele mit liv ville lande igen.


Jeg husker, at det var vigtigt at holde fat, ikke i jernkæden men i gummiet som omkransede jernkæden. Ellers kunne jeg få meget ondt i fingrene, hvis mine små fingre kom i klemme i jernkæden.


Og jeg holdt godt fast. Lige indtil klokken ringede.

Så slap jeg mit tag i jernkæden, og sprang. Sprang ud i luften i en stor bue, - højere op i luften og langt ud fra gyngen. Så landede jeg, tog mit skoletaske og gik ind til dagens første skoletime.


Glad og tilfreds med morgenen og flyveturen, men håret var uglet. Og jeg lignede en, som ikke havde fået redt mit hår den morgen.


Og langsomt kørte jeg videre på arbejde.


Lene

1 kommentar:

VenterPaaVinBlog sagde ...

Pyt med ugler i håret - så længe man mærker suset.

- A

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...