fredag den 23. september 2011

At miste et barn...

I morgen ville Nikolaj være blevet 19 år.

Nikolaj er mit og min tidligere mands andet barn.

En stor dreng på 4 kg, da han blev født...sund og rask...topkarakter.

Da han var 6½ uge gammel, blev vi alle 4 syge...en var forkølet, en havde mellemørebetændelse, en havde ondt i halsen...den lille Nikolaj var lidt forkølet.

Vi havde alle havde helt almindelig streptokokker, - som alle har ved fx halsbetændelse.

Jeg var til lægen med Nikolaj, - men der var intet at høre eller se...bare lidt snot. Og han var virkelig kun snottet! Den dag altså!

Næste dag ....nej jeg vil undlade at skrive hele forløbet, for så kommer jeg for meget i detaljer, og det bliver for langt! Og hans sygdomsforløb er ikke målet med dette indlæg.

Meget kort fortalt havde vores lille runde baby fået meningitis og døde 17 timer efter.

Hvad vores familie nu ved, er at børn under 3 måneder i meget meget få tilfælde kan udvikle meningitis, når de bliver smittet med streptokokker! Og det er ikke en af de meningitis arter, børn kan vaccineres mod!

Hele vores verden, og vores familiers verdener faldt sammen.

Jeg har valgt at tror på, at vi mistede Nikolaj, fordi vi alle skulle lære noget...et eller andet.

At hans korte liv havde en mening!

Vores datter, som på det tidspunkt var 2 år, mærkede alt for hurtigt, hvad det vil sige at miste en man elsker højt....man skal for pokker ikke miste sin lillebror, når man er 2 år gammel!!

Jeg er dog ikke et øjeblik i tvivl om, at hun er blevet så empatisk og hjælpsom overfor svage/små/hjælpeløse mennesker, som hun er netop pga Nikolaj. Hun er ved at uddanne sig til pædagog nu.

Min daværende mand og jeg talte og talte med hinanden, familie, naboer, kolleger....alle der ville lytte til os. Sundhedsplejersken kom på besøg, og vi græd sammen med hende.

Men vi var også meget stærke, synes jeg.
Naboer, som bevist krøb over på det modsatte fortov, vinkede vi til og råbte Hej og sludrede med dem...ikke om Nikolaj, men om vind og vejr.

Jeg vidste desværre af tidligere erfaring i familien, hvor svært det er at komme igang med at tale med folk, som er i dyb sorg.

Og derfor vælger mange at snige sig væk eller over på modsatte fortov, men man skal huske, at man ikke kan gøre folk i sorg mere ked af det, end de er i forvejen!

Det varmede også, selvom man bare taler om fx. efterårs-stormen, for jeg kunne se i folks øjne, at de også var kede af det, - og som regel sneg der sig et: "Jeg er meget ked af at høre om jeres tab" ind i samtalen eller et ekstra kram.

Jeg føler selv, at jeg er blevet en meget bedre "lytter".

Nogen gange er det utrolig vigtigt bare at lytte...at lade folk tale og tale, og bare lytte, uden at give gode råd! Nogen gange har man ikke brug for et godt råd, men blot få alle sine tanker og følelser ud med ord.

Jeg troede, at jeg skulle miste forstanden, da han dødede.

Sorgen og tomheden var så enormt, at det ikke kan beskrives. Men på en eller anden måde kommer man videre...kæmper sig videre,,,en time ad gangen, en dag ad gangen, en nat ad gangen....og kommer gennem sorgen. Jeg skriver bevist kommer gennem sorgen. Man må ikke hoppe den over....den gør ondt, forfærdelig ondt, men jeg tror, at den er vigtig at gennemleve for at komme helskindet videre.

Jeg ved, at Nikolaj ikke har levet forgæves!

Lene

15 kommentarer:

sonja sagde ...

Nikolaj har ikke levet forgæves. vi lærte alle noget af ham , tros den korte tid vi fik lov til at elske ham. Jeg husker endnu den eftermiddag jeg fik at vide han var syg det er noget af det værste jeg har været ude for. Jeg er glad for jeg nået at sige farvel til ham . Men sogen over at han ikke er her bliver mindre , men glemme ham gør vi jo aldrig.Godt vi har de 3 andre dejlige unger at elske. Pas godt på jeres børn alle sammen . God dag fra mig til jer alle . Det var utroligt godt skrevet Lene. knus Mor .

Design À la Camara sagde ...

Jeres Nikolaj har på ingen måde levet forgæves - han vil altid være hos jer. At miste er altid ubærligt. Og omgivelserne, selv de nærmeste i ens omgivelser kan have berøringsangst,folk reagerer forskelligt, hvadenten det er fordomsfuldt, eller ganske enkelt fordi de ikke ved, hvordan de skal håndtere det. Processen er barsk for de der mister og dem der er vidne til det skete. Hver især har i prøvet at finde en balance hvor afsavn, håb og afmagt har berørt jer alle på forskellig vis.

Varme tanker

Randi B. Jensen sagde ...

Kære Lene
Det er så ufattelig hårdt at miste et barn - jeg har en svigerinde og svoger, som for 22 år siden mistede et barn på 2½ år, han havde leukæmi og de var gennem et sygdomsforløb på et halvt år. Vi var meget tætte på dem, der var også et barn på 7 år, der skulle passes og plejes i den periode. Det var så ufattelig, at den dejlige lille dreng skulle så meget igennem og så ikke have lov at leve livet - præstens trøst til forældren var, at de skulle tro på, at han var blevet forskånet for meget.
Jeg tror, at der er en mening med alting også døden, selv om den er så svær at komme over. Jeg tror også som dig, at det er meget vigtig at leve sig gennem sorgen - for forsøger man noget andet, så rammer den med tiden som en boomerang. Barnet glemmes aldrig uanset hvor lille det var og der vil hele livet være dage, hvor I bliver mindet om det, som nu i dag. For mig lyder det til, at I har været gode til at tackle sorgen - jeres Nikolaj har helt sikkert ikke levet forgæves.
En kærlig tanke til dig fra mig

Dorthe Thorup sagde ...

Åh ha en historie Lene - Det værste jeg kan forestille mig i verden har overgået dig engang... Hvor må det have været hårdt! Men jeg tror også på der er en mening med det, jeg tror på at han, det lille kære barn, har lært jer noget, omend det har været en hård lektie. Og ja sorgen er ikke noget man springer over, det er noget man skal lære at leve med og takle... Hvor må det have været svært at stå tilbage med den lille pige. Hun må hele tiden have mindet dig om tabet og alligevel var hun helt sikkert det allerdyrbareste for dig. Puh ha en omgang... Knus til dig:-)

Julia sagde ...

Total tudefjæs lige ned i min havregryn :(
Barsk læsning. Ved ikke lige hvad jeg skal skrive. Øv, det har været en rædsom tid.
Mvh Julia

Mor Lotte sagde ...

Puha en mors/families værste mareridt.... Det gør ondt helt inde i sjælen, og den eneste trøst er; at der må have været nogen der havde mere brug for ham et andet sted, og nu sidder han som den smukkeste engel og passer godt på jer alle sammen.... :o)

Hjertelig tillykke med Nikolaj i morgen

Lydert sagde ...

Jeg sidder tilbage med gåsehud over din historie

cs sagde ...

Sidder også her som den største tude marie.. Det er en hver mors største frygt og det gør mig frygtelig ondt at du eller nogen anden skal opleve dette.. Og jeg tror heller aldrig man kommer over sådan noget.. men livet går vidre og man lærer at leve med sorgen...

Tak fordi du delte nikolajs historie med alle os...

Helle sagde ...

nu sidder jeg og tuder ....

for jeg ved det gør så ondt at miste et barn jeg har været der så jeg ved det og smerten bliver mindre med den forsvinder aldrig om der er en mening ved jeg ikke jeg håber for ingen skal fødes forgæves ...

jeg har desværre ingen jeg kan tale med om det at miste så jeg sidder med en knude i maven selvom det er 32 år siden ...

Anonym sagde ...

Nikolaj vil altid være savnet og elsket <3 <3 <3 han er min engle <3 <3 <3

Anonym sagde ...

Mangler ord, men blir altid på din side af fortorvet.
Jannie

flet ogsjov sagde ...

Ingen lever forgæves. Nogle dør desværre alt for tidligt og alt for uretfærdigt. Ingen tvivl om at man ikke kan sætte sig i andres sted hvis man ikke selv har mistet. Men man kan som du nævner selv om det gør ondt tale med, holde om, græde og grine med de der har mistet. Om man kun har holdt sit barn i armene kort eller set det vokse op vil sorgen være lige tung at bære. Tak fordi du delte. Jeg håber i har jeres egen gode måde at fejre/mindes Nikolaj i morgen

Dorthe sagde ...

Kære Lene hvor må det have været hårdt for dig og din familie. Det er et hvert forældrepars værste mareridt. Men tror du har ret med at der må have været en mening med at Nikolaj har levet her på jorden.
Tak fordi du delte denne oplevelse med mig. Mange tanker knus Dorthe

Sysler fra hverdagen sagde ...

Må indrømme jeg tænker, åh hvor godt det ikke er overgået mig, for det er virkelig et slemt slemt mareridt ingen burde skulle igennem.

Stort tillykke med hans dag, og selvfølgelig har han ikke levet forgæves.

Stort kram

Marlene

Sysler fra hverdagen sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...