Jeg går lidt og tænker på, hvor underlige folk er, og at nogle folk skuffer mig!
Da min veninde blev fyret fra vores den-gang-fælles-arbejdsplads gik der ikke mange dage, før hun ikke blev nævnt mere!
Hvis jeg nævnte hende, kunne jeg se, at kollegerne syntes, jeg var lidt pinlig, - de fik det lidt ubehageligt. Som om jeg "ødelagde stemningen"...."nu havde vi det lige så rart"-agtigt.....
Nok fordi alle fik et chok, da hun blev fyret. Og fordi det mindede dem om, hvor hurtigt man kan blive fyret og stå ude på gaden uden job, "omstrukturering" fik vi at vide......
Efter jeg nu også selv er blevet fyret, oplever jeg jo nu, hvordan det er at være den de-andre-ikke-vil-lege-med.
Jeg skrev til nogle eks-kolleger, da jeg startede nyt job, så de havde min mail og kunne skrive til mig.
Nogen skrev jeg lidt frem og tilbage sammen med samme dag, de modtog mailen, men så har jeg ikke hørt mere fra dem. Andre har slet ikke besvaret min mail.
Og det er mennesker, som jeg har delt sorger og glæder med gennem 12 år, festet, diskuteret med, løst svære sager med og har haft det hyggeligt sammen med.
Og fra den ene dag til den anden....så er man glemt!
Det gør sgu lidt ondt i mit hjerte nogle dage. Og gør mig trist!
Men jeg vender det om, for sådanne folk får mig ikke ned, og siger til mig selv, at dem der virkelig betyder noget for mig, - de er der stadig med en oprigtig tillid og interesse for hinanden!
Livet er godt!
Lene