Hovedet fyldt med tanker

Mit hoved er altid fyldt med tanker.

Det stopper aldrig, - jo, måske når jeg sover. Men tankerne er der, når jeg lægger mig til at sove, og de er der igen så snart, jeg kommer bare lidt ud af søvnen. Bum …. så kører de rundt igen.

Det er tanker om mine børn, mit job, indkøbssedler, ”husk at ringe til værkstedet”, - alt muligt.

De fortsætter bare i en uendelighed.

Der er også mange bekymringer.Sorger som jeg tager på forskud. Hvilket jo er rigtig dumt, for det er jo ikke sikkert, at de bekymringer bliver til noget. Og så er det jo egentlig spildte tanker.

Tænk hvis længden af ens liv afhænger af et vist antal tanker. Når de tanker er tænkt, så er det slut.

Eller bogstaver! Tænk hvis man kun er blevet tildelt et vist antal bogstaver her i livet. Når de er skrevet, så er livet slut.

Måske jeg skulle spare lidt på mine bogstaver, - for tænk nu hvis…..

På gyngende grund

I går morges så jeg en pige flyve.


Hendes lange mørke hår fløj rundt om hovedet på hende, og jeg kunne ikke se hendes ansigt.

Kun hendes lange mørke hår. Ingen hestehale og hårelastikker, - bare løst hår som fløj rundt om pigens ansigt.


Men jeg kunne se, at hun var koncentreret. Koncentreret om at komme højere og højere op mod himlen.


Selvom jeg ikke kunne se hendes ansigt, kunne jeg se, at hun smilede bag det koncentreret ansigt.

Hun var glad for at flyve så højt op. Og få vinden i håret. Hun var helt alene helt deroppe mellem skyerne. Og kiggede ned på alle de andre børn.


Jeg tænkte på, da jeg var en pige, som fløj mellem skyerne.


Mit hår var langt og guldfarvet. Ikke mørkt som pigens. Men det fløj også rundt om mit hoved, når jeg fløj rundt helt deroppe. Nogen gange lå alt mit hår ned foran mit ansigt, og andre gange var alt mit hår oppe i luften.

Jeg tænkte på, hvornår jeg skulle lande, - og om jeg nogensinde i hele mit liv ville lande igen.


Jeg husker, at det var vigtigt at holde fat, ikke i jernkæden men i gummiet som omkransede jernkæden. Ellers kunne jeg få meget ondt i fingrene, hvis mine små fingre kom i klemme i jernkæden.


Og jeg holdt godt fast. Lige indtil klokken ringede.

Så slap jeg mit tag i jernkæden, og sprang. Sprang ud i luften i en stor bue, - højere op i luften og langt ud fra gyngen. Så landede jeg, tog mit skoletaske og gik ind til dagens første skoletime.


Glad og tilfreds med morgenen og flyveturen, men håret var uglet. Og jeg lignede en, som ikke havde fået redt mit hår den morgen.


Og langsomt kørte jeg videre på arbejde.


Lene