Jeg læste et eller andet forleden dag, hvor en kvinde remsede alle de sygdomme og sorger, hun har været ude for gennem hele sit knap 50 årige liv. Men hun konkluderede, at hun altid kom ovenpå igen. Desværre skinnede det bare meget igennem, at alle de her ting stadig påvirkede hende i negativ retning hver dag.
Jeg tænkte selvfølgelig, det var da en forfærdelig masse ting, hun havde været igennem, og at det var synd for hende.
Senere kom jeg dog til at tænke på alle de sygdomme, jeg selv har været igennem, og hvad jeg har oplevet af dødsfald og sygdom hos andre gennem mit 45 årige liv. Og måtte konkludere at jeg desværre fint kunne måle mig med hende!
Men jeg har været meget bevist om at gennemgå en sorgproces eller at være i den følelse, der nu har været forbundet med, hvad der er sket.
Jeg har nogle gange overvejet at dulme mig med piller, arbejde eller andet, så jeg kunne springe processen over og komme videre med mit liv, - pakke det forfærdelige ned i maven om du vil.
Men det har jeg bevist ikke gjort, - jeg har været i følelsen og gennemgået den fra ende til anden, hvor forfærdeligt det end har været.
Alt det jeg har gennemgået, har formet mig gennem livet, og former mig stadig. Men jeg vælger bevist ikke at svælge i det!
Jeg mener, at der må være en mening med selv det værste, og vælger at finde det positive i det jeg har gennemgået. Jeg kan nogen gange komme ud fra noget, hvor jeg kan mærke, at jeg har lært at håndtere situationen netop pga det, jeg har gennemgået.
Nu er det ikke sådan, at jeg altid render rundt og er lalleglad hver dag. Dagligdagens problemer og udfordringer findes jo også!
Men der findes jo årsdag mm, som ikke altid er lige sjove at komme igennem.
Disse dage vælger jeg igen bevist at tænke over tingene, samt at lade mig selv føle sorgen eller hvad det nu er for en følelsen jeg har den dag.
Alle andre dage findes disse ting i mit baghoved, men fylder meget lidt. Og det tror jeg er, fordi jeg har givet mig selv lov til at gennemgå følelserne.
Som en ven sagde til mig forleden dag, så evner jeg at ”se den lille fugl” og nyde den. Det synes jeg faktisk var sødt sagt og fuldstændig rigtig.
Lene
Ingen kommentarer:
Send en kommentar