Hønemor

Forleden dag læste jeg dette indlæg hos Marias maskinrum, samt diverse kommentar til indlægget.

Og pludselig indså jeg, at andre har det lige som mig, og jeg ikke lider af spontan sindsyge, når:

- jeg ikke lige ved hvor den yngste leger eller er cykler hen. Som tidligere skrevet bor vi i det jeg kalder et rabarberkvarter....her er langt til Rungsted!

- ældste sønnen er til fest eller spiller kamp. Han er målmand, og der var jo for et par år siden en dreng, målmand, som dødede fordi han slog hovedet ned i en modspillers knæ....så forfærdeligt!

- manden er ude og sejle i sin lille båd

Jeg ser glimt af, hvad der kan ske med dem...dog knap blodigt som Mariaes :-)

Jeg forudser, alt hvad der kan gå galt i den givne situation.

Hører telefonen ringe og tror, det er politiet med en skrækkelig besked.

Men jeg er ikke tosset...og andre (nok mest kvinder....mødre) har den samme skræk for at miste deres elskede.

Jeg har det rigtig godt, når jeg modtager sms'er...fx "jeg har det fint" eller når jeg ved, hvor de allesammen er som fx igår nat, hvor jeg vågnede og kunne høre lidt snorken og lyde fra alle værelser, og ældste datteren også var der.

Som en høne, der har alle ungerne under vingerne, og ved hvor alle er....ren lykke.

Lene