onsdag den 15. december 2010

Et personlige juletræstæppe

Jeg har et juletræstæppe, som står mit hjerte meget nært.

Da min datter blev født, startede mit juletræstæppe. Jeg købte et stykke hessian (altså ikke tapetet men stoffet) og syede et rødt bredt kantebånd på. Jeg kan godt kan se nu, at det er syet meget skævt på, men pyt med det.

Hvert år broderer jeg et nyt motiv på tæppet og syr årstal under for at huske, hvilket år motiverne er fra.


Det er jo blevet til den del efterhånden, da jeg startede med det første motiv i 1991.

Pigen med gåsen fra 1991

Nogle år har jeg broderet noget, som havde sat præg på mit år:
Året hvor mine to store mistede deres farmor, blev motivet til et tændt lys på en grangren,
året hvor min datter startede i skole, var det en nissepige med skoletaske på ryggen,
året hvor min yngste søn er født, var det to store nissebørn med en lille nissebaby og andre motiver gennem årene.

I år blev det nissemormor og nissemorfar, som står og venter på deres nissebørnebørn!


Hvert år lægger jeg tæppet ud på gulvet, og finder det bedste sted, hvor der mangler et motiv. Der er stadig masser af plads at brodere på.

Og ja, jeg er ikke altid den hurtigste! Der har været i hvert fald et år, hvor jeg har ligget inde under juletræet for at få motivet færdigt! Men i år er jeg allerede færdig i dag, og jeg kan nu låne det til min svoger og svigerinde, hvor vi skal holde jul i år. Som regel har folk ikke et særlig nært forhold til deres juletræstæppe, så når jeg spørger om vi kan bruge mit tæppe ude hos familien, er svaret altid ja.

Pas på de glatte veje derude!
Lene



1 kommentar:

Anonym sagde ...

Hej Lene. Tillykke med den fine blog, glæder mig til at se hvad du kan finde på af gode ting og tank. Mor.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...