I morgen ville Nikolaj være blevet 19 år.
Nikolaj er mit og min tidligere mands andet barn.
En stor dreng på 4 kg, da han blev født...sund og rask...topkarakter.
Da han var 6½ uge gammel, blev vi alle 4 syge...en var forkølet, en havde mellemørebetændelse, en havde ondt i halsen...den lille Nikolaj var lidt forkølet.
Vi havde alle havde helt almindelig streptokokker, - som alle har ved fx halsbetændelse.
Jeg var til lægen med Nikolaj, - men der var intet at høre eller se...bare lidt snot. Og han var virkelig kun snottet! Den dag altså!
Næste dag ....nej jeg vil undlade at skrive hele forløbet, for så kommer jeg for meget i detaljer, og det bliver for langt! Og hans sygdomsforløb er ikke målet med dette indlæg.
Meget kort fortalt havde vores lille runde baby fået meningitis og døde 17 timer efter.
Hvad vores familie
nu ved, er at børn under 3 måneder i meget meget få tilfælde kan udvikle meningitis, når de bliver smittet med streptokokker! Og det er ikke en af de meningitis arter, børn kan vaccineres mod!
Hele vores verden, og vores familiers verdener faldt sammen.
Jeg har valgt at tror på, at vi mistede Nikolaj, fordi vi alle skulle lære noget...et eller andet.
At hans korte liv havde en mening!
Vores datter, som på det tidspunkt var 2 år, mærkede alt for hurtigt, hvad det vil sige at miste en man elsker højt....man skal for pokker ikke miste sin lillebror, når man er 2 år gammel!!
Jeg er dog ikke et øjeblik i tvivl om, at hun er blevet så empatisk og hjælpsom overfor svage/små/hjælpeløse mennesker, som hun er netop pga Nikolaj. Hun er ved at uddanne sig til pædagog nu.
Min daværende mand og jeg talte og talte med hinanden, familie, naboer, kolleger....alle der ville lytte til os. Sundhedsplejersken kom på besøg, og vi græd sammen med hende.
Men vi var også meget stærke, synes jeg.
Naboer, som bevist krøb over på det modsatte fortov, vinkede
vi til og råbte Hej og sludrede med dem...ikke om Nikolaj, men om vind og vejr.
Jeg vidste desværre af tidligere erfaring i familien, hvor svært det er at komme igang med at tale med folk, som er i dyb sorg.
Og derfor vælger mange at snige sig væk eller over på modsatte fortov,
men man skal huske, at man ikke kan gøre folk i sorg mere ked af det, end de er i forvejen!
Det varmede også, selvom man bare taler om fx. efterårs-stormen, for jeg kunne se i folks øjne, at de også var kede af det, - og som regel sneg der sig et: "Jeg er meget ked af at høre om jeres tab" ind i samtalen eller et ekstra kram.
Jeg føler selv, at jeg er blevet en meget bedre "lytter".
Nogen gange er det utrolig vigtigt bare at lytte...at lade folk tale og tale, og bare lytte, uden at give gode råd! Nogen gange har man ikke brug for et godt råd, men blot få alle sine tanker og følelser ud med ord.
Jeg troede, at jeg skulle miste forstanden, da han dødede.
Sorgen og tomheden var så enormt, at det ikke kan beskrives. Men på en eller anden måde kommer man videre...kæmper sig videre,,,en time ad gangen, en dag ad gangen, en nat ad gangen....og kommer gennem sorgen. Jeg skriver bevist kommer gennem sorgen. Man må ikke hoppe den over....den gør ondt, forfærdelig ondt, men jeg tror, at den er vigtig at gennemleve for at komme helskindet videre.
Jeg ved, at Nikolaj ikke har levet forgæves!
Lene
